Mange børn går og drømmer om at komme på efterskole. Det kan for mange være en helt fantastisk oplevelse, der giver livsvarige venskaber. Herudover er det også et meget modnende ophold, hvor den unge voksne lærer at stå mere på egne ben, klare sig selv og ordne huslige pligter.
Hvad koster det at komme på efterskole? Der er stor forskel på, hvad det koster at komme på efterskole. Det afhænger nemlig både af den enkelte skoles pris, samt forældrenes indtægt de forrige to år. Hvis din husstands årsindtægt eksempelvis er på 400.000 kroner, så ville det koste 53.324 kroner for en skole, der koster 2400 kroner i ugen + indmeldelsesgebyr.
Det kan altså være en ret dyr fornøjelse at sende sine børn på efterskole, især, hvis man i forvejen ikke har et stort rådighedsbeløb. Selvom man får en flot støtte af staten, så vil det stadig svare til at skulle betale en mindre husleje ekstra hver måned.
Jo mere man tjener, jo mere skal man selv betale. Har husstanden eksempelvis en indtægt på 800.000 kroner om året, så vil man i samme scenarie som ovenstående skulle betale 72.812 for et års skoleophold. Dette svarer til lidt over 6000 kroner om måneden på et år.